mandag den 25. marts 2013

Træt

Selvom jeg kan mærke at lyset, den blå himmel og den klare luft giver energi, så kan min krop også godt mærke, at det er mange uger siden den har fået reel sammenhængende søvn. Jeg har de sidste dage virkelig mærket, hvor meget det tærer på mig at jeg skal amme med et par timers mellemrum døgnet rundt. Det gør, at det sommetider er svært for mig at tænke klart og jeg synes af og til at der kommer noget værre sludder ud af min mund. Det er lidt frustrerende, men det hjælper mig, at jeg har prøvet det før og ved, at det kun er en periode. Og en periode som også skal nydes-ikke bare overståes! Men lige nu, hvor kroppen er tung og jeg bare føler mig afsindigt TRÆT, da længes jeg efter at andre ville være i stand til at tage over og bare en enkelt nat give Bertil mad, så jeg kunne sove uden at blive forstyrret. Det ville gøre underværker. Jeg er lykkelig for at jeg kan amme vores lille søn og prøver at lade være med at ynke for meget, for så ved jeg godt, at jeg pumper mig selv endnu mere for energi. Op på hesten og tak at det er påskeferie lige om lidt. Ferie med besøg hos vores søde forældre og måske en mulighed for ikke bare en, men flere uafbrudte middagslure...hvis altså vores bil vil makke ret og vi kan komme afsted...

Et par billeder fra de seneste dage: Hygge med hjemmelavet sund is, besøg og leg hos Alvins gode ven som har høns i haven. Et billede fra i eftermiddag, hvor jeg var alene med begge drenge og endte med at gå omkuld på legegulvet sammen med Alvin. Jeg var så træt at jeg lagde mig ned mens Alvin legede rundt om mig. Han kom og puttede lidt med og pludselig sov vi begge. Dagen fortsatte med hyggelig leg med Alvins sødeste veninde og besøg og spisning i selskab med hende og hendes dejlige familie.
Og så til sidst et billede af et gækkebrev fra mormor. Alvin gættede faktisk rigtigt i første forsøg, uden hjælp og glæder sig nu til at få et påskeæg af mormor.
Påsken er så småt i gang og det er dejligt med traditioner...især dem der indebærer chokolade!
God påske derude!









torsdag den 21. marts 2013

Glimt og venskab

Lidt glimt fra de seneste dage: Bagning af bærboller, dans og maracas i køkkenet, fem smukke små fingre og en glad dreng netop hjemvendt fra vuggeren. "Jeg ELSKER sne"! har Alvin sagt op til flere gange...hvorefter han har taget munden fuld af sne. Som bybo bifalder jeg ikke just at han propper forurenet sne i munden, og samtidig kan jeg godt stadig huske, hvor fristende det var, da jeg selv var lille. Svært at overbevise Alvin om at det er en dårlig ide.
Da vi gik hjem fra vuggestuen i dag sagde Alvin, da jeg endelig havde overbevist ham om at han skulle med mig hjem og ikke lege mere med biler og sine to gode venner: "Det var godt du kom og hentede mig, jeg har savnet dig mor". Årh...mm... Det er som om han bliver mere og mere kærlig den dreng. Jeg frydes over at mærke, at han spontant siger søde ting og ofte selv ber om en krammer. Den slags stunder gør bare så glad og opvejede straks den lange ventetid inden han var klar til at tage med mig hjem!
Jeg skulle ha været til mødregruppe i dag, men det blev aflyst pga. sygdom. Vores søde underbo inviterede til gengæld med på gåtur i skoven, hvilket passede mig perfekt. De seneste nætter har ikke budt på megen søvn, så lidt energi fra naturen var et godt tilbud. Så i høj solskin, iført tykke vanter og med hver vores barnevogn, trillede vi afsted og nød et par timers dejlig snak og lidt motion. Heldigt med en kær ven så tæt på og som ovenikøbet også er på barsel. Hjem kom vi i godt humør og med friske kinder.







tirsdag den 19. marts 2013

Karseskæg med bogstaver

Alvin går vældigt op i at lære bogstaverne at kende. Vi takker den kære Hr Skæg for at vække den tidlige interesse. Og når nu Alvin er glad for bogstaver, var det oplagt at lave lidt skæg med karse. Til aftensmaden i dag-bestående af bl.a. æggemadder-spiste vi A. Mums:-)
Midt i at Alvin i går hjalp mig med at stege fiskefrikadeller talte han lige pludselig til 39. Han plejer at nå til 27 før det går i kludder. Der var åbenbart lige et system der var gået op for ham. Og tja...interessen for tal, den kommer vist også fra Hr Skæg! Et stort hurra for ham. Vi elsker ham i vores lille familie!
Og Bertil...han er sød og dejlig som altid. Her ligger han på en lånt sansegynge og nyder livet. Hans opmærksomhed udvides støt og roligt. Og båndet mellem ham og Alvin er godt i gang med at blive knyttet. Bertil kigger mere og mere efter storebror med store beundrende øjne. Og i dag da jeg sad med begge drenge i sengen og læste godnathistorie for Alvin puttede Alvin sig ind til Bertil og nussede ham. Helt uden opfordring. Søde og dejlige og kærlige er de!





søndag den 17. marts 2013

Vind i håret

Weekenden er slut nu. En weekend som har budt på sne og en masse vind. Budt på kælketur, leg med Alvins veninde, vafler med onklen og forældrefilmhygge. Og i dag søndag har vi været til en rigtig dejlig og hyggelig barnedåb ved vores underboere. Vi fik for første gang taget et familiebillede af os alle fire. Vi kigger næsten i kameraet alle mand...

fredag den 15. marts 2013

Sammen

Pga. infektion i Alvins finger har vi de sidste dage været tre herhjemme sammen. Vi har nået lidt af hvert, for med en krudtugle som Alvin er der nødt til at ske noget. Vi har været på legepladsen, med bussen til storcenteret for at købe en dåbsgave, hentet farmand på arbejdet (her cyklede Alvin både frem og tilbage på sin løbecykel-der er ret langt) og så har vi selvfølgelig også leget en masse med alt legetøjet og nusset Bertil. Lige nu holder vi siesta i sengen efter en kold tur på legepladsen. Det er godt at være sammen!
P.S. Motivationen var der lige pludselig og uventet i onsdags til en løbetur. Første gang siden halvvejs i graviditeten med Bertil. Skønt!











onsdag den 13. marts 2013

Karse, gæk, vafler og legeplads

Påsken nærmer sig og det kan ses lidt på syslerne herhjemme. Alvin har fået en led infektion i den ene finger, som kræver penicillinbehandling. Desuden smitter det så han må ikke komme i vuggestuen. Det giver god anledning til lidt ekstra hygge som i dag var lig med vaffelbagning og en tur på legepladsen. Alvin drøner så hurtigt afsted på sin løbecykel at jeg må løbe med Bertil i barnevognen for at følge med. Kun godt for humøret og min småbuttede postgravide mave.







mandag den 11. marts 2013

Sovende skønheder

Jeg har en svaghed. En svaghed for synet af mine børn når de sover. Jeg bliver helt stille indeni og mærker en ekstra trang til at passe på dem og pakke dem ind i vat og kysse dem og sørge for, at intet ondt må ske dem. Så smukke og drømmende.
Og så har jeg vist også en trang til at fotografere dem når de sover...





















Monday monday

Bertil har pludselig trillet en masse i dag fra mave til ryg - og Alvin og jeg har heppet og klappet af vores begejstrede lillebror. Hans bevidsthed (og syn) udvikler sig dag for dag. Når jeg kører tur med Bertil i barnevognen ligger han nu og følger med, så i dag hvor det har blæst gjorde han vrøvl da jeg ville give ham læ ved at hænge en stofble for vognen. Han ville skam hellere kigge ud på himlen og trodse den kolde vind.
Dagen har stået på koldt koldt vejr, men med smuk sol og høj blå himmel, som minder mig om min tid i Oslo. Klart vejr som i dag er noget jeg kan mærke gør godt langt ind i min sjæl. Jeg får en særlig lyst til livet. Og i dag fik jeg også lyst til at lave syltetøj af appelsin og citron (inkl. skal), vanille og sukker. Det smager skønt. Og aftensmaden stod på hjemmebagte pitabrød. Jeg nyder helt utroligt at have muligheden for hjemlige sysler og nød at Alvin var i et dejligt humør da jeg hentede ham tidligt. Lyset og solen gør vist godt for flere end mig.



fredag den 8. marts 2013

En dejlig dag i køkkenet

Det har blæst vildt i dag. Trillede en kort tur med Bertil i formiddags og besluttede mig derefter for, at det var okay med en indedag i dag, når vejret var så ustyrligt, at jeg næsten ikke kunne holde fast i vognen. Herude vestpå kan vinden virkelig tage fat så det basker. Når Bertil fik lidt vind i hovedet gispede han og blev helt forvirret. Sødt syn, men også lidt synd. Han er tydeligvis ikke vant til vind i den trygge livmoder. Så inde har vi været og jeg fik lyst til at boltre mig i køkkenet. Bertil har taget sig nogle gode lure, hvor han bare ind imellem skulle have sutten. Det passede perfekt til at jeg kunne nå overraskende meget. Jeg er ikke normalt den vilde køkkenskriver. Jeg har bagt æblebrunsviger, cookies, grahamsbrød og lige nu er der en bærcrumble i ovnen til aftenhyggen. Stort set lutter søde sager. Som ammende mor med minus på søvnkontoen kan jeg godt mærke, at min trang til det søde er lidt for stor. Jeg kan næsten ikke lade være og i dag var bagetrangen uovervindelig...og sjovt nok faldt valget primært på sukkersager. Hmm...
Når Bertil har været vågen har vi hygget os med at synge og pludresnakke. Han har det sødeste grin. Lyden af det gør mig helt fjollet lykkelig.
Min søde mand er ved at putte Alvin. Nu står den på weekend, og selvom jeg er på barsel og går herhjemme de fleste dage, så synes jeg at jeg trænger. Trænger til at vi alle fire er samlet og har fri. Det har været en lidt presset uge. God såmænd, men lidt presset.









onsdag den 6. marts 2013

Drengene leger

Sådan så det ud på stuegulvet i aften efter aftensmaden. Alvin og min søde mand byggede kostald med LEGOklodser mens Bertil kiggede på...Mmmhhh familietid...
Og så er Bertil rigtig begyndt at smile og pludre og grine. Tog et lille billede under dagens dybe og glade samtale. Kan godt mærke, at smil og snak - omend det er det rene pludren - er med til at styrke tilknytningen. Jeg elsker og har hele tiden elsket søde Bertil. Men hjertet giver lige et ekstra hop af ren kærlighed, når min egen guldklump sender mig et smil fuld af charme...aaahh....



tirsdag den 5. marts 2013

Stor, men stadig lille

På vej hjem fra vuggeren går vi forbi er sted med basket-, skateboard- og petanquebane. Nu hvor solen titter frem og banerne er kommet i brug efter vinteren elsker Alvin at stoppe op her og kigge og beundre. Det er som regel store drenge der slår sig løs på banerne...ja altså lige bortset fra petanquebanen. Kan ikke lade være med at tænke på, at min store-lille dreng engang bliver stor som de rigtig store. Vildt at tænke på. Og interessant hvordan Alvin tydeligvis allerede nu søger forbilleder. Han vil så gerne være med. Her et billede taget midt i beundringen.

søndag den 3. marts 2013

Atter en weekend

Søndag aften. Borgen er slut og på vej i seng kan jeg lige nå et lille indlæg.
Lørdag var ren fornøjelse med utrolig hyggeligt besøg af mine veninder. Vi fik snakket, spist og hygget lige præcis som vi plejer. Noget der gør mig så godt. Vi fik en lille ny beboer i huset i barselsgave. En kær og fin elefant som allerede pynter og er til glæde for både stor og lille. Dejlig gave!
Om aftenen var vi hos vores underboere til endnu en god omgang snak. Aaahh...skønt med snak!
I dag har vi været i kirke som vi plejer. Er helt imponeret over, hvor stille Alvin efterhånden formår at sidde i lang tid, selvom han er en dejlig lille fyr med krudt i måsen. Lidt guf og lidt underholdning skal der selvfølgelig til, men så går det også ret godt. I dag var grunden til hans ro nok også, at han var træt. I hvert fald faldt han pladask i søvn da vi kom hjem og fik sig en lang og god lur inden vi gik ud i solskinnet til farmand, der arbejdede i haven. Eftermiddagen blev sluttet af i selskab med LEGOklodserne. Vi byggede sammen et lille højhus og jeg mærkede et lille strejf af min barnlige begejstring for LEGO. Det bedste legetøj!
Endnu en weekend er slut og jeg vil nu søge dynen og håbe på en god start på den nye uge. Yes:-)







lørdag den 2. marts 2013

Mine fire dejlige drenge

Min søde mand afprøvede her til morgen strækviklen med Bertil i. Alvin ville også være med, så han fik ringslyngen på med sin dukke Jonas i. Og jeg var hurtig med kameraet og fik et billede af de fire drenge i familien. Normalt tæller Jonas ikke rigtig med, men i dag gjorde han. Jeg bliver så varm om hjertet-hvor er de søde!
Vi venter på at vi om lidt får besøg af mine tre dejlige gymnasieveninder. Vi skal hyggesnakke i lange baner og de skal møde Bertil for første gang. Jeg glæder mig meget. De har en særlig betydning for mig. Fordi de er søde og altid loyale og fordi de har været i mit liv snart i mange år. Dejligt med nogen der har kendt mig mere end blot et års tid eller to.