Bertil har pludselig trillet en masse i dag fra mave til ryg - og Alvin og jeg har heppet og klappet af vores begejstrede lillebror. Hans bevidsthed (og syn) udvikler sig dag for dag. Når jeg kører tur med Bertil i barnevognen ligger han nu og følger med, så i dag hvor det har blæst gjorde han vrøvl da jeg ville give ham læ ved at hænge en stofble for vognen. Han ville skam hellere kigge ud på himlen og trodse den kolde vind.
Dagen har stået på koldt koldt vejr, men med smuk sol og høj blå himmel, som minder mig om min tid i Oslo. Klart vejr som i dag er noget jeg kan mærke gør godt langt ind i min sjæl. Jeg får en særlig lyst til livet. Og i dag fik jeg også lyst til at lave syltetøj af appelsin og citron (inkl. skal), vanille og sukker. Det smager skønt. Og aftensmaden stod på hjemmebagte pitabrød. Jeg nyder helt utroligt at have muligheden for hjemlige sysler og nød at Alvin var i et dejligt humør da jeg hentede ham tidligt. Lyset og solen gør vist godt for flere end mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar