Cerutmanden

Januar har fart på. Men det er fint. Måneden startede godt og roligt, men pludselig sluttede ferien og roen. Vejret er gråt og trist. Jeg har været syg og totalt nedlagt en lille uge og Bertil bliver ved med at være forkølet og få virusinfektioner af forskellig art med opkast og diarré til følge. Han har tabt sig rigtig meget, men er forhåbentlig på vej tilbage i form. Vi håber. Og glædes over, at januar snart er slut. 

Jeppe har været i København denne uge i forbindelse med sine studier og jeg har fået testet mine evner som græsenke. Det er gået fint, men åh hvor kan jeg konstatere, at jeg har det bedst med min søde mand ved min side. Jeg savner ham og det gør drengene også. Godt han snart er hjemme. Og godt at vi er halvvejs gennem vinteren og langsomt på vej mod lyset. Lyder jeg vinterdeprimeret? Det er jeg egentlig ikke. Synes bare de sidste par uger har været lige lovlig fyldt med bøvl. 

Det er så fantastisk at have drengene. De spreder liv og lys og minder mig om, at der er en mening med det hele. Her til aften klemte de sig sammen i badekaret, hvor de plaskede og grinede til hinanden. De er bare så søde og elsker hinanden. 

Og så blev jeg i dag mindet om noget af det skønne ved Alvin. På vej hjem fra Børnehaven og vuggestuen kørte vi forbi en mand, som Alvin kalder cerutmanden. Han bor ikke så langt fra os og står tit og ryger cerutter ude på gaden. Vi har ofte mødt ham og Alvin har altid været optaget af ham. Alvin er så dejlig umiddelbar og begyndte for længe siden at snakke med manden, fordi han ville vide hvad det var han havde i munden. Manden bliver så glad, når Alvin vinker og råber "Hej Cerutmand". Og jeg nyder, at opleve, hvordan børn kan sprede så meget glæde på så enkel en måde. 

Vi klarer den - januar! Med ekstra mange varme kram og hinanden.