mandag den 21. april 2014

Lykken og lillemor

Kære påskeferie
Du må godt fortsætte lidt endnu. Du er så dejlig. Eller du var. Du er slut nu. Og det er vel også fair nok. Men jeg kunne godt nuppe lidt mere af det, som vi har nydt de sidste mange dage. Den der følelse jeg elsker - følelsen af at være med. At være der hvor jeg skal være. At være sammen med dem jeg skal være sammen med. Dem der betyder aller mest for mig. At have tid til at opleve uden at føle sig begravet i logistik, madpakker og vasketøj. Kort fortalt, så har påskeferien i år været helt fænomenal.
Vi startede ud med en dag med påskefrokost hos min svigermors familie. Det var rigtig hyggeligt. En dejlig lørdag i rigtig rart selskab.
Mandag, tirsdag, onsdag var jeg så heldig at have fri. Men min kære mand har en del projekter og var nødt til at blive hjemme for at arbejde. Så jeg tog drengene med på tur mod nord. Jeg var så heldig, at min søster og hendes familie havde taget ferie og havde tid til at have os på besøg. Så vi tog til Aalborg på besøg hos dem. Jeg var spændt på at rejse i tog med Bertil og Alvin, men det gik simpelthen så godt. Det var top-underholdning for Alvin at køre i tog. Han var så sød hele turen. Jeg havde alverdens småting med til afledning, men hverken iPad eller chokoladeknapper kom i brug. I det hele taget har ferien været kendetegnet ved meget lidt indblanden fra teknologi. Og helt uden at vi har skullet opsætte restriktioner. Alvin har stort set ikke efterspurgt det. FEDT og noget jeg kan mærke har været rart og godt at have fri fra.
Hos min søster var de ved at bygge legehus. Så vi var med på leg i haven og fik lov at se, hvordan deres fine legehus langsomt tog form. Alle børnene hyggede sig og nød det ufatteligt smukke vejr. Det er en kæmpe fornøjelse for mig, at opleve Alvin og Bertil hygge sig med sine fætre og kusiner. At opleve dem lege i timevis og kun være blandet ind i enkelte konflikter er en fryd. Alvin var desuden dybt optaget af fætrenes Lego. Jeg har aldrig oplevet ham være så fordybet i noget legetøj før - tror det skal på ønskelisten til næste fødselsdag...
Bertil elsker at gynge - både hos min søster, hos mormor og morfar og hjemme i vores egen have. Godt der er gynger mange steder ;-)
Alvin sidder her på taget af legehuset. 
Bertil leger med sin søde kusine i sandkassen.
Efter et par dage i Aalborg kom Jeppe og hentede os og tog os med til min mor og far. Der var vi resten af påskeferien og suk - det har været guld værd. Vi fik tid til at besøge min kære farmor sammen med drengene, tid til at udforske det smukke engareal der ligger bag mine forældres hus, finde påskeæg i haven, spise min mors lækre mad, tage et smut i badeland og spise is osv... Og så var det dejligt at fornemme relationen mellem drengene og mine forældre. Det var tydeligt at mærke, at det ikke var længe siden vi sidst så dem. Det muliggjorde også, at min søde mand og jeg fik en stor bonus. Min mor og far tog nemlig drengene med i Zoo mens vi fik lov at tage på osetur til Aalborg. Det første år af vores ægteskab boede vi i Aalborg og jeg har boet der næsten hele min studietid. Der er mange dejlige minder gemt i byen. Det var skønt at slentre hånd i hånd ned ad gågaden i solskin, snuse lidt butikker, spise på cafe og ellers lægge mærke til alle forandringerne i byen. Der er sket meget siden vi flyttede for snart fem år siden. Synes Aalborg summer så dejligt. Det var rart at være tilbage for en stund. Og særligt i selskab med min dejlige mand. - Som kan stå på et ben!!!
Den sidste dag af påskeferien har vi holdt herhjemme. Vi skulle lige lande efter de mange dage på farten. Og tænk sig - 2. påskedag har bare budt på endnu flere lykkeligheder. Solen kom frem over middag, hvor vi trak ud i haven. Drengene har boltret sig og vi har fået fjernet det første ukrudt og nusset rundt og nydt solskinnet. Midt i det hele kom vores søde underboere hjem fra deres påskeferie. Der var gensynsglæde hos alle og vi var så heldige, at de kom med i haven og hyggede sig sammen med os. En kæmpe velsignelse med en have. En kæmpe velsignelse med gode venner, dejlig mand, de sødeste børn, skøn familie og FERIE. Lykken er i min krop - den må godt blive der. Lillemor her er ikke helt klar til hverdagen. Ferieboblen er alt for rar. I morgen melder hverdagen sig igen, men på en lidt ny måde. En måde hvor jeg har lidt mere fri herhjemme sammen med drengene. Det føles så rigtigt.
Lykken er i dem jeg elsker.

tirsdag den 8. april 2014

Aaaah April

April er startet godt. Vejret viser sig fra sin lidt lunefulde side. Men det er trygt. Så er alt som det plejer at være. April kan byde på alt.
På familiefronten har april budt på en stime af dejlige stunder. Vi var så priviligerede, at vi kunne starte måneden med at holde en uges ferie. Vi lånte min kære morbrors sommerhus på Fanø og tilbgrate 6 dejilge dage der. Mine forældre kom og var sammen med os fra fredag-søndag. Rigtig dejligt at være sammen på en form for fælles udebane. Vi nåede alt det jeg har længtes efter og set frem til. Tur til øens skovlegeplads med vognen fuld af nybagte kanelsnegle og varm te, saunanydelse, tur til Nordby for at købe fisk og en anden dag spise årets første is. Tur til hyggelige Sønderho og tid til leg og laven ingenting, filmhygge for både små og store osv... Et par dages miljøskifte er suverænt. Da vejret midt på ugen blev køligt og gråt valgte vi at tage tilbage til Esbjerg. Men vi var enige om, at ferien skulle fortsætte, selvom vi var taget hjem. Så vi tog et smut på restaurant, en tur i legeland og ovenikøbet også en tur i svømmehallen. Drengene har boltret sig. Og lige bortset fra et par milde omgange med feber for Bertils vedkommende, så har de haft det så godt begge to. Det er et privilegium at kunne tage lidt væk på ferie eller tage på små ture. Jeg er absolut bedst til at være nærværende, når jeg ikke har nullermænd og vasketøj indenfor mit åsyn. Og jeg elsker at være sådan rigtigt sammen med min lille familie og opleve, hvad der optager drengene.
Alvin er en stor del af tiden fuldstændig opslugt af sit eget univers befolket af superhelte, skurke og Ninja Turtles. Det er næsten dagligt han retter på os og fortæller os med bestemt mine, at han ikke hedder Alvin, men Spiderman/Donatello/Batman osv... Han er helt væk i det og sommetider svær at nå, når de lavpraktiske opgaver melder sig såsom at børste tænder, eller sætte sin tallerken på plads. Det passer sjovt nok ikke altid ind i hans legeunivers. Så sukker han over vi håbløse forældre og jeg tager mig selv i at tænke "æv" gid vi ikke absolut skulle klare alt muligt praktisk og bare kunne lege. Og så alligevel ikke - det er tydeligt at mærke, at Alvin for tiden søger at mærke grænser og har brug for rammer han kan læne sig op ad. Tydeligt for mig, at han som barn har brug for, at vi som voksne lader ham lege og være skør og fjollet, men også kærligt tager ansvar og markerer linjerne. En kunst, når jeg af og til har lyst til at give los og selv slippe ansvaret. Dejligt i en ferie, at kunne løsne lidt på hverdagens struktur og eks. putte lidt senere, hvis legen lige var god.
Vi er heldige - om ganske få dage melder påskeferien sig. Og jeg har ferie alle dagene sammen med drengene. Juhuu...og Jeppe har heldigvis også de fleste dage. Skønt. En uge der byder på nye eventyr sammen med vores søde familier. Så nu nyder vi denne uge med visheden om, at vi snart har rigtig god tid sammen igen.
Her nogle billeder fra den første ferie i april. Tænk at det er en måned bestående af hele to ferier!!! Lidt fra Fanø, lidt fra Esbjerg. Bl.a. fra en cykeltur til legepladsen sammen med Alvins søde veninde. Det er så dejligt at se ungerne skabe relationer.