tirsdag den 8. april 2014

Aaaah April

April er startet godt. Vejret viser sig fra sin lidt lunefulde side. Men det er trygt. Så er alt som det plejer at være. April kan byde på alt.
På familiefronten har april budt på en stime af dejlige stunder. Vi var så priviligerede, at vi kunne starte måneden med at holde en uges ferie. Vi lånte min kære morbrors sommerhus på Fanø og tilbgrate 6 dejilge dage der. Mine forældre kom og var sammen med os fra fredag-søndag. Rigtig dejligt at være sammen på en form for fælles udebane. Vi nåede alt det jeg har længtes efter og set frem til. Tur til øens skovlegeplads med vognen fuld af nybagte kanelsnegle og varm te, saunanydelse, tur til Nordby for at købe fisk og en anden dag spise årets første is. Tur til hyggelige Sønderho og tid til leg og laven ingenting, filmhygge for både små og store osv... Et par dages miljøskifte er suverænt. Da vejret midt på ugen blev køligt og gråt valgte vi at tage tilbage til Esbjerg. Men vi var enige om, at ferien skulle fortsætte, selvom vi var taget hjem. Så vi tog et smut på restaurant, en tur i legeland og ovenikøbet også en tur i svømmehallen. Drengene har boltret sig. Og lige bortset fra et par milde omgange med feber for Bertils vedkommende, så har de haft det så godt begge to. Det er et privilegium at kunne tage lidt væk på ferie eller tage på små ture. Jeg er absolut bedst til at være nærværende, når jeg ikke har nullermænd og vasketøj indenfor mit åsyn. Og jeg elsker at være sådan rigtigt sammen med min lille familie og opleve, hvad der optager drengene.
Alvin er en stor del af tiden fuldstændig opslugt af sit eget univers befolket af superhelte, skurke og Ninja Turtles. Det er næsten dagligt han retter på os og fortæller os med bestemt mine, at han ikke hedder Alvin, men Spiderman/Donatello/Batman osv... Han er helt væk i det og sommetider svær at nå, når de lavpraktiske opgaver melder sig såsom at børste tænder, eller sætte sin tallerken på plads. Det passer sjovt nok ikke altid ind i hans legeunivers. Så sukker han over vi håbløse forældre og jeg tager mig selv i at tænke "æv" gid vi ikke absolut skulle klare alt muligt praktisk og bare kunne lege. Og så alligevel ikke - det er tydeligt at mærke, at Alvin for tiden søger at mærke grænser og har brug for rammer han kan læne sig op ad. Tydeligt for mig, at han som barn har brug for, at vi som voksne lader ham lege og være skør og fjollet, men også kærligt tager ansvar og markerer linjerne. En kunst, når jeg af og til har lyst til at give los og selv slippe ansvaret. Dejligt i en ferie, at kunne løsne lidt på hverdagens struktur og eks. putte lidt senere, hvis legen lige var god.
Vi er heldige - om ganske få dage melder påskeferien sig. Og jeg har ferie alle dagene sammen med drengene. Juhuu...og Jeppe har heldigvis også de fleste dage. Skønt. En uge der byder på nye eventyr sammen med vores søde familier. Så nu nyder vi denne uge med visheden om, at vi snart har rigtig god tid sammen igen.
Her nogle billeder fra den første ferie i april. Tænk at det er en måned bestående af hele to ferier!!! Lidt fra Fanø, lidt fra Esbjerg. Bl.a. fra en cykeltur til legepladsen sammen med Alvins søde veninde. Det er så dejligt at se ungerne skabe relationer.













Ingen kommentarer:

Send en kommentar