En rigtig krammer

I morges vinkede jeg farvel til de to største af mine dejlige elskelige drenge. Inden vi vinkede havde jeg hjulpet Alvin i flyverdragten. Midt i at armene skulle ud i ærmerne stoppede Alvin op og lagde armene om min hals og gav mig den dejligste krammer. Lang og god. Jeg nød krammeren, særligt fordi Alvin ikke plejer at dele rundhåndet ud af den slags. Men jeg fik også samtidig et stik i hjertet af savn og dårlig samvittighed efter min store søn. Vi har jo på ingen måde den samme tid sammen mere. Det er jo naturligt nu Bertil er kommet, men ikke ensbetydende med, at det føles naturligt endnu. Vi snakkede lidt om at vi savnede hinanden og at jeg glædede mig til han kommer hjem fra vuggestuen. Han tog heldigvis glad afsted med sin søde far og jeg skyndte mig ind til lillebror der var vågnet og meget sulten. Lillebror som jeg er ved at lære at kende. Lillebror som er så sød og fin og mild. Så skrøbelig og helt ny. Han skal også have tid og ro og kærlighed som storebror fik da han var ny. Så nu har jeg siddet en stund og bare puttet med Bertil. Mærket den lille krop og lyttet til hans mange søde lyde og følt at jeg var det rigtige sted lige der. Inden så længe vil jeg begive mig ud i verden for at hente søde storebror hjem. Jeg skal jo lære kunsten at hente storebror sammen med lillebror og håber det går godt og uden for meget gråd hverken fra den ene eller den anden. Føler mig som verdens heldigste mor. Og øver mig i kunsten af dele min tid, opmærksomhed, kærlighed og omsorg mellem to små søde sønner. Og i farten huske ikke at glemme at jeg også har en dejlig mand. Og han skal sørme også krammes!