fredag den 11. januar 2013

Famile på 4


Så er det et par dage siden jeg sidst skrev en lille beretning her. Og grunden er heldigvis den, at vores lillebror er kommet til verden og vi har været opslugt af at beundre ham lige siden og finde os til rette som familie på fire. Han er nu næsten seks døgn gammel og den sødeste lillebror vi kan forestille os.
Fødslen ville ikke rigtig gå i gang af sig selv, så jeg fik lidt hjælp på vejen. Fredag d. 4. januar om morgenen fik jeg en stikpille om morgenen - dog uden effekt overhovedet. Midt på eftermiddagen fik jeg en mere, som til gengæld gav pote. Vi nåede at hente Alvin i vuggestuen og så gik der så småt gang i veerne. Fra da af gik det ret stærkt. Vi havde begge forberedt os på en lang fødsel, for det var Alvins. Denne gang satte veerne godt i gang ved 17:30 tiden. Jeg befandt mig ret hurtigt under den varme bruser for at finde lindring, for der var ikke langt imellem veerne. Alvin blev puttet og hans onkel hidkaldt for at passe ham. Kl. 20:30 var vi på fødegangen. Da var jeg 5 centimeter åben og i vestorm - stort set ingen pauser mellem veerne og dem der var var meget korte. Det var vildt, men af en god grund, for i løbet af den næste halve time havde jeg åbnet mig de sidste centimeter og var klar til at presse. Det var en rigtig sød jordmoderstuderende der tog imod lillebror. Hun var sej og utrolig omsorgsfuld og gav mig lige den opbakning jeg havde brug for i selskab med min dejlige mand. Det var så motiverende for mig, at finde ud af, at jeg var så langt i fødslen. Så selvom det var hårdt med vestorm, så var det til at klare. 
Kl. 22:15 kom lillebror til verden. Smuk, velskabt og noget så dejlig. Han lå hos mig de første par timer og suttede godt før han blev målt og vejet. 3150 g og 50 cm lang - næsten samme størrelse som sin storebror. Vi var hjemme igen ca. 2:30 hvor Alvins onkel kunne berette, at Alvin havde sovet tungt og intet havde opdaget. Vi gik stille og roligt i sent. Det var ikke meget søvn jeg fik. Adrenalinen kørte stadig rundt i min krop og jeg var nødt til at studere ham lillebror grundigt igen og igen. Han var i øvrigt så ivrig efter at sutte, at jeg ud på de tidlige morgentimer sendte min kære mand i køkkenet for at koge sutter.
Lørdag vågnede Alvin v. 8tiden og kom stille og roligt ind til os for at hilse på sin helt nye lillebror der var kommet mens han lå og sov. Alvin var helt forlegen og genert da han hilste på lillebror, men der var ingen tvivl om, at der var en særlig kærlighed at spore. I løbet af kort tid havde han hentet alle sine bamser til lillebror og da han senere på dagen græd lidt, var Alvin den første til at hente hans sutter. 
Ja - alt i alt - en fantastisk fødselsoplevelse og dagene siden har været skønne. Lørdag eftermiddag kom hele min mands familie og mine forældre forbi for at beundre vores nye skat. Det var dejligt at få lov at dele lillebror og skønt for Alvin at få en masse opmærksomhed. Han var helt flad og faldt tidligt i søvn om aftenen - hårdt at blive storebror.

Lillebror - helt ny og lige kommet til verden. 
Stolte storebror holder lillebror for første gang
Puttehygge - jeg nyder denne tid i fulde drag, hvor lillebror vil putte og ligge stille.
Sådan - den dejligste far til to!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar