Weekenden blev tilbragt på skønneste vis i selskab med hele min familie. Vi tog tidligt afsted fredag, så vi havde to hele døgn sammen. Min familie består af 8 voksne og 7 søde krudtugler mellem 0 og 5 år. Det er en fantastisk flok. Og det skønne er at se, hvordan de er gode til at lege sammen på kryds og tværs af alder og køn. De store er så søde ved de to mindste. Det varmer at se, at de har en særlig relation. Drømmer om, at de må være tæt på hinanden hele deres liv, for tænk nogle oplevelser de kan få sammen.
Min kære farmor plejer at være med når vi holder familiefræs...men lur mig om det ikke kan være en anelse overvældende i hendes alder at være i selskab med så mange børn. I år var hun desværre ikke med. Søndag tog vi hjem igen med hovedet fuld af dejlig leg og snak. Det blev til en tur i Leos Legeland, mørkeleg med lommelygter, traditionen tro lidt julekagebagning, dejlig mad og ellers masser af fri leg og hygge i min søster og svogers lækre hus. Godt at være sammen. Gid vi boede lidt tættere på hinanden.
Her er Alvin fordybet i en af sine myldrebøger på vej mod nord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar