Morsyg...eller også er det omvendt

I går sluttede min barsel officielt. Nu har jeg 5 dage inden det går løs med job for mit vedkommende og vuggestue for Bertil. Ambivalensen er stor. Jeg både glæder mig og frygter det. Og mon ikke det er helt normalt? Det er magisk at følge endnu en lille dreng helt fra start og en stor del af mig er slet ikke klar til at løsne båndet. Jeg dvæler ved og nyder de mange små færdigheder, som Bertil opnår og håber jeg får det hele med. I hvert fald det meste. Lige for tiden øver Bertil sig i selv at spise og drikke. Han elsker at få lov selv og klarer det så fint. Se bare som han koncentrerer sig. 

Bertil lærte i går at kravle baglæns, så nu kan han selv komme ned, når han er kommet op på vores små reposer. Han viser så småt flere babytegn, grynter som en gris og fortæller med hele kroppen. Det er herligt. I aftes vågnede han sent om aftenen og var urolig. Han fik lidt vand og jeg tog ham op til mig. Når han vågner op af sin nattesøvn er han ofte meget ulykkelig og svær at trøste, men i går puttede han sig bare ind, smeltede i mine arme, faldt til ro og faldt i søvn. Jeg sad i stolen i stuen og nød at sidde der med min bløde, varme baby i armene. Havde jeg ikke været vildt træt, så var jeg nok blevet siddende, for det var bare så dejligt. Lige nu vil jeg gerne finde pauseknappen. Jeg kunne godt klare mere af det her. Ved godt at livet skal gå videre og Bertil skal udvikle sig og blive stor som sin bror. Men han er stadig - lidt endnu - vores baby. Og vi har et par dage endnu herhjemme. Dem vil jeg nyde sammen med ham her, vores cutiepie.