lørdag den 2. august 2014

Ferie på sidste vers

Det er med en vis vemodighed, at jeg må indse, at vores dejlige sommerferie snart er slut. Jeg var så lykkelig da den startede. Det var en frihed uden lige at kunne se frem til tre uger sammen alle fire, med eventyr på programmet. Den første uge har jeg tidligere berettet om. Den anden og den tredje har jeg ikke fået skrevet om, så det må jeg heller råde bod på.
Vi var den anden uge afsted på familielejr med FDF på Sletten nær Himmelbjerget. I de smukkeste omgivelser tilbragte vi en hel uge i selskab med en masse andre børnefamilier - deriblandt min bror og søster og deres familier - og så var vi så heldige, at vores forældre også havde sagt ja til at deltage. Det var en helt igennem skøn uge, som i vores øjne ikke kunne ha været bedre. Vejret var forrygende med solskin, varme og tørvejr hele ugen. Bertil syntes af og til dog, at varmen var lidt for overvældende. Her er han gået fuldstændig omkuld på et tæppe, hvilket slet ikke ligner ham. Han var meget syg med opkast lige inden vi tog afsted, så måske det også sad lidt i kroppen på ham. Efter de første par dage var han heldigvis fit for fight igen og i hopla.
Her sidder flere af børnebørnene i den campingvogn mormor og morfar sov i. Det var et hit at kunne trække sig lidt tilbage hos dem og tegne, spille eller høre historie.
Her ses det telt vi sov i. Det var kæmpe stort, og som det ses var der endda plads til Bertils rejseseng. Der var to store kabiner, så vi indrettede den ene til sovekabine og den anden til walk-in-closet. Ren lejrluksus med så fine forhold. 
Alvin slapper her af med en ipad sammen med en af de søde fætre. Det var kun ganske få gange ipaden var fremme. Der foregik så meget, at den stort set ikke blev efterspurgt. Læg mærke til superhelteudklædningen. Der var nemlig superheltetema på lejren. Et kæmpe hit for børnene. Fedt at få lov at løbe afsted med superheltekappe på flere dage i træk.
Bertil hygger her med mormor og en leverpostejmad i campingvognen.
Og ja...det var stort set de billeder jeg havde nået at knipse. Et godt tegn på, at jeg har været opslugt af lejrlivet og feriefriheden og absolut ikke et tegn på, at der ikke var muligheder for snapshots på lejren. Der var nemlig masser. Vi fik bagt snobrød og pandekager over bål, klatret på klatrevæg, kørt på græsslæder, sejlet i kano, var på en masse sjove løb, badede i svømmepøl, hyggede til lejrbålsunderholdning om aftenen, var på Himmelbjerget, spillede en masse bold, drengene fik leget med en masse børn og vi fik mødt en masse nye voksne osv... Som allerede skrevet, så var det en skøn uge med oplevelser, som vi længe vil tænke tilbage på.
Jeg var i øvrigt så heldig at fejre fødselsdag mens vi var på lejr. Jeg blev vækket tidligt om morgenen af hele familien, der kom med flag og sang fødselsdagssang for mig. Så jeg pakkede dejlige gaver op omringet af alle de søde i teltet og fejrede dagen med en masse pandekager bagt over bål - noget jeg elsker. Som bonus sang hele lejren fødselsdagssang for mig om formiddagen. Festlig og sjov dag.
Da vi var hjemme igen fra lejren, tog det lige lidt tid at lande og få pakket ud. Ungerne var trætte og vi var alle en anelse ekstra beskidte. Så selvom vi havde været i bad flere gange på lejren, kunne vi godt mærke, at vi nød hjemkomstbadet ekstra meget. Neglene blev skrubbet og håret vasket ekstra godt og så sov vi ellers sødt i vores egne senge. Rige på oplevelser.
Den sidste uge har vi brugt på at lande, vaske tøj, hygge, ryde op, smide ud, gøre rent og forsøge at få et overblik over vores tilværelse...det er et kapitel for sig;-) Vi har også bagt rabarbermuffins af rabarber fra haven, drukket en masse lækker juice lavet på min nye juicer og været lidt på tur.
Vi har bl.a. været et smut ved stranden et par gange for at plaske lidt i vandkanten. Stor fryd for drengene. I torsdags tog vi en tur i Blåvand Zoo. En forholdsvis lille zoo, som ved første øjekast i mine øjne ikke så voldsomt imponerende ud. Men den var helt genial for vores drenge. Der var rig mulighed for at komme tæt på dyrene og klappe og fodre eks. geder, får, grise og ponyer. Vi var også meget tæt på en masse forskellige aber og nogle flotte fugle. En sjov oplevelse for os alle fire.
Alvin og Bertil finder på flere og flere små lege sammen og har tydeligvis mere og mere glæde af hinanden. De ved til gengæld også, hvad de skal gøre for at gøre den anden ked af det, så det ene øjebliks idyl bliver pludselig afbrudt af en skør konflikt. Tja...jeg tror de er helt almindelige søskende. Men tydeligt for os, at Bertil nu ikke længere er ham den lille baby, der ingenting kan. Nu er han en lidt større lillebror, som kan give lidt modspil og også tryne sin storebror i ny og næ. De er skønne de to. Og herlige når de sidder overfor hinanden eksempelvis når de spiser morgenmad. Der er ingen som dem, der kan få hinanden til at grine med en ske og havregrød i munden. Der skal ikke det store til for at skabe latter og fest. 
I dag har vi været til Tall Ship Race. Farmand skulle gå på stylter og dele slikkepinde ud. Det skulle viselvfølgelig  se, så vi tog med først på dagen. Og det var vores held. Da vi ankom var der netop åbnet et skib, som vi kunne få lov at gå ombord på. Drengene og jeg kiggede os lidt rundt og var ellers mest ved Piratøen, hvor Jeppe skulle dele slikkepinde ud. Her kunne man gøgle og ovenikøbet få sig en fed piratbandana og en sabel. Alvin og Bertil stornød deres slikkepinde og resten af dagen har de gået rundt klædt ud som pirater. Vi var heldige med at komme tidligt afsted inden varmen og menneskemængden blev for overvældende. Der er ingen tvivl om, at sådan en begivenhed er et stort tilløbsstykke.
Vi legede pirater på trampolinen i haven i eftermiddags. Alvin var i gang med at berette, hvad vi havde med på vores piratskib: Krabber, mad, kalkuner, pulikaner og en masse andet skørt. Ved ikke helt hvad de der kalkuner skulle bruges til og hm...pulikaner - en krydsning mellem en vulkan og en pelikan...jeg ved det ikke. Men sjovt var det. Han har så meget på hjertet, at det sommetider går lidt for hurtigt.
I morgen er sidste feriedag. Slut prut for denne ferie. Heldigvis ser det ud til, at sommervejret ikke er slut endnu. Så med lidt held kan vi bevare lidt af sommerfølelsen og nyde august og hverdagen.

torsdag den 17. juli 2014

Stolt dreng på 4 år

I går kunne vi fejre Alvins 4 års fødselsdag. Vi var på Fyn hos mine sivgerforældre, så han blev vækket med fødselsdagssang på sengen af både os, farmor og farfar og hans søde onkel.
Han fik et par gaver med det samme og ellers kom de dryssende i løbet af dagen.
Her sidder vi ved morgenbordet. Alvin var så glad og spændt, at han slet ikke kunne spise noget. Det var ret sødt at opleve.
Jeppe havde lavet en skattejagt klar med finurlige og fine kort over farmor og farfars grund. Alvin skulle følge kortene, for til sidst at finde skatten, som var vores gave til ham. Han gik op i det med liv og sjæl...jeg tror vi voksne nød det stort set lige så meget som ham,
Her studeres et af de sidste kort nøje. Alvin har gaven på fra sin onkel. De tre hunde er dem fra Fyrtøjet. Perfekt med sådan en trøje - det blev nemlig en dag i H. C. Andersens tegn.
Til sidst fandt Alvin op på garageloftet, hvor vi havde gemt gaven - en blå cykel pakket ind i Spidermanpapir. Og se lige vores stolte, lille fyr.
Alvin pakkede cyklen op og udtrykte: "Nej, en fodboldcykel - lige hvad jeg havde ønsket mig". Så var faren og moren jo glade og der gik ikke mange minutter før cyklen blev testet. Og ja - ham Alvin er en dejlig dreng med et herligt gå-på-mod. I løbet af ganske få minutter var han på hjulene og kørte asted helt selv. Nu skal vi bare have trænet at bremse ;-)
Min søde svigermor og jeg gjorde frokost og boller og lagkage klar, for vi skulle til Odense og mødes med mine forældre, som var så søde at komme med for at fejre Alvin. Vi mødtes i Lotses have, hvor vi så H. C. Andersen-parade og spiste frokost. Dernæst gik vi i "H. C. Andersens fodspor" til Odense Å, hvor vi sejlede en hyggelig tur med en båd, hvor en skuespiller klædt ud som H. C Andersen fortalte en masse af hans eventyr, mens der på bredden stod skuespillere, som agerede de forskellige eventyr. Det var rigtig fint og spændende. Og jeg nød virkelig at få genopfrisket de smukke eventyr.

Efter turen med båden fandt vi en plads, hvor vi kunne spise boller og lagkage. Alvin havde ønsket sig en jordbærlagkage, så det fik han. Det var så hyggeligt. Mens vi sad her fik han lidt flere gaver. Dem og alle de andre han fik er virkelig faldet i god jord. LEGO og fodbold hitter!
Dagen sluttede hos mine svigerforældre med hjemmelavede burgere og pomfritter efter Alvins ønske. Vejret var dejligt og selskabet det bedste vi kunne tænke os. Begge drenge kom i seng - trætte, glade og mætte af oplevelser og vi voksne fortsatte hyggen lidt med snak både inde og ude.
At blive 4 år burde i sig selv ikke gøre den store forskel - eller hvad? For Alvin gør det. Han er virkelig vokset rent mentalt siden i tirsdags. Og så lærer han så mange ting lige nu. Først lærte han at gynge, så at cykle og i dag knækkede han koden til at hoppe gadedrengehop. Der er fart på, og hvor er jeg taknemmelig at have såden en dejlig dreng under vores vinger. Han er elskelig, sjov og fremme i skoene.
Hurra for Alvin!

Endnu en måned

Hold da fast. Så gik der atter en måned siden jeg sidst fik skrevet lidt her. Jeg har i dag fået bekræftet, hvorfor det er så godt at få skrevet lidt. Hverken Jeppe eller jeg kunne huske særlig meget af, hvad vi lavede sidste sommer. Rart at kunne læse tilbage her og nyde minder gennem ord og billeder.
Den seneste måned har været dejlig begivenhedsrig. Sommeren byder på så utrolig mange glæder.
I juni var Jeppe en tur i London med sin ene bror. Imens han var væk, tog jeg drengene med i sommerhus sammen med mine forældre. Rigtig skønt og hyggeligt. Alvin fik taget hul på Astrid Lindgrens univers, da morfar og ham læste en masse kapitler om Pippi. Ellers nød vi bare selskabet, den smukke natur, en spændende tur til Kattegatcentret i Grenå og rejsen frem og tilbage i tog. 
Vi har nydt mange gode timer i vores have og oplever atter lykken ved at have en have. Juli startede ud med en hyggelig fødselsdag hos drengene onkel. En dejlig grillaften i skønne omgivelser. Og så havde vi 6 års bryllupsdag, som vi i år, havde bestluttet at fejre lidt ekstra. Mine svigerforældre var så søde, at passe drengene et helt døgn, mens vi tog afsted på tur til Vejle, hvor vi først osede lidt i midtbyen og senere tog til Kellers Park Comwell lidt udenfor Vejle - et lækkert hotel med spaafdeling. Det var så dejligt at være bare os to og have tid til at snakke og nyde at fejre den store dag for 6 år siden, hvor vi gav hinanden vores ja. Jeg elsker at tænke tilbage på den helt specielle dag og jeg elsker at være sammen med min mand og have tid til en masse hyggetimer.
For en uges tid siden havde Alvin og jeg den dejligste mor-søn-dag. Vi afleverede Bertil i vuggestuen og tog toget en enkelt station til Bramming, hvor vi så et dukkespil om Prop og Berta. Alvin synes det er ret fedt at køre i tog og jeg kunne mærke, at det var helt specielt for os begge to, at vi havde tid til at snakke og at Alvin havde mig helt for sig selv. Jeg havde valgt at have en dag alene sammen med ham, fordi han også skulle til lægen og bl.a. vaccineres. Alle undersøgelserne gik godt, men selv vaccinationen gik lidt galt første gang. Så Alvin endte med to stik. Det var synd for ham, men han klarede det så flot. Og så fik han en skorpion af lægen og en is af mig - så var den smerte glemt :-)
Et par dage senere tog vi hul på vores sommerferie. Jeg kunne mærke, at jeg følte mig helt lettet. At se frem til 3 uger, med tid sammen og med tid til eventyr. Vi startede ferien med en hyggelig lørdag, hvor vi fik besøg af min bror og hans dejlige familie. Det var en dejlig solskinsdag med en masse leg i haven.
Om søndagen pakkede vi bilen og kørte til mine svigerforældre efter vi havde været i kirke. Her er vi netop kommet hjem fra. Dejlige dage med tid til lur, tid til leg, tid til snak og alt det som jeg holder mest af. Jeg var på en nærliggende legeplads en af dagene med drengene og der fik jeg mig en dejlig overraskelse. Alvin havde pludselig lært at gynge. Ved ikke om det var hans farfar der havde lært ham det, eller han bare lige pludselig selv havde knækket koden. i hvert fald var han lykkelig og gyngede i laaaaang tid.
Drengene er skønne og især Alvin er fuld af skøre ideer. Love it!
Bertil viser mere og mere temperament lige for tiden. Her på billedet sidder han så roligt og smiler, og han er såmænd stadig også en rigtig hyggetrold, der gerne vil kramme og putte. Men han har sørme også lært at sige både til og ikke mindst fra ;-)
Sommeren er skøn!













onsdag den 18. juni 2014

Bekymringsfuld

Juni måned startede godt. Jeg glædede mig til pinsen - den første weekend i juni - fordi vi ingen planer havde overhovedet. Bertil blev syg i løbet af fredagen op til pinsen med høj feber. I løbet af pinsen fik han det stille og roligt dårligere og dårligere, så vi 2. pinsedag tog ham med til vagtlægen, som konstaterede mellemørebetændelse og gav os recept på penicillin. Om tirsdagen virkede det til, at han havde det lidt bedre og vi håbede, at han bare skulle have tid til at komme sig. Men i løbet af tirsdag aften fik han det pludselig dårligere og med en hvæsende vejrtrækning. Han lå hos os i sengen hele natten og det var ikke meget jeg fik sovet. Jeg var så bekymret for, hvad der var galt. Om morgenen gik jeg til lægen som sendte os direkte til sygehuset med formodet lungebetændelse. På sygehuset foretog de forskellige undersøgelser på Bertil. Det var hårdt for ham at skulle igennem blodprøver og røntgen og blive lyttet på og lyst på osv...han græd og græd og nok mest fordi han havde det virkelig skidt og bare ville have ro. Bertil faldt godt i søvn da undersøgelserne var overstået og sov en lang lur. I løbet af den lur fik han det lidt bedre og lægen fik svar på prøverne, som ikke viste tegn på lungebetændelse. Det var dejligt. De valgte at beholde os natten over for at sikre sig, at Bertils tilstand blev stabil. Han fik en masse panodil for at lindre ubehaget og så fortsatte han ellers på penicillinkuren for mellemørebetændelse. Om aftenen kom han lidt på benene igen og fik ovenikøbet lidt indenbors. Om natten sov han fuldstændig roligt og efter et ekstra lægetjek fik vi lov at komme hjem igen torsdag formiddag. Siden torsdag har han stille og roligt fået det bedre og blev så rask i løbet af weekenden, at han sagtens kunne komme i vuggestue igen om mandagen. Glade, friske Bertil er med andre ord tilbage igen. Det er så dejligt.



Det var en overvældende uge fuld af bekymringer. Jeg gik omkuld om fredagen med en omgang migrænelignende hovedpine og kunne godt mærke, at det vist "bare" var en reaktion ovenpå bekymringerne.

Men Bertil er tilbage igen. Og han bliver sødere og sødere. Eller - vi lærer ham bedre og bedre at kende efterhånden som han udvikler sig. Han er virkelig en glad dreng, som gavmildt deler ud af smil, grin og kys. Han øver sig disse dage vældigt i at hoppe og kan godt lige få begge fødder til at lette. Derudover kommer der flere og flere ord ud af hans mund. Han suger helt vildt til sig af nye ord lige nu og forstår rigtig meget af hvad vi siger til ham. Det er så dejligt. Han har længe sagt far, men er nu også begyndt at sige 'boar', som betyder mor. Når han vil gynge siger han 'nani' og så fortæller han glædeligt om bus, tog, båd, babu (bil) og aller mest ivrigt om kokkar som betyder helikopter. Udur er yoghurt og Dati er Bertil. I virkeligheden kan jeg slet ikke følge med i alle de ord han efterhånden kan. Sideløbende med ordene bruger han stadig en masse tegn. Jeg er stadig helt vild med babytegn. Det er et fedt koncept, som i hvert fald for vores del har været hele indsatsen værd. Bertil bruger ord, når han kan og ellers tyr han til tegnene. Det supplerer hinanden så godt i den alder han har nu.

Alvin - vores stærke storebror, holder godt ud. Når Bertil gang på gang er røget ned med flaget, så bliver han på benene. Heldigvis for det :-) Han er en dejlig, nysgerrig, fræk, kvik, drillesyg, oplevelsessulten og følsom superheltedreng, som næsten ikke kan vente med at blive 4 år. Han er stadig meget optaget af sine egne universer, som beboes af diverse superhelte og skurke. Han udfordrer os og holder os til ilden, hvad bl.a. grænsesætning angår. Men han er så elskelig og dejlig og en rigtig sød storebror for Bertil. De har deres helt naturlige, små skærmydsler, men aller mest har de det sjovt med hinanden. I dag lavede Alvin og jeg bananpandekager. Han stod, som sædvanlig ;-) med fingrene nede i dejen. Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg ham til at forstå, at det ikke var så lækkert. Da jeg lidt senere spurgte ham, hvad det bedste var ved at være Alvin, så svarede han: "Det er at dyppe fingrene i det der". Et dejligt bevis på, at Alvin lever i nuet. Han bliver også ultra nemt distraheret. Vi kan være på vej ud af døren til noget han vildt gerne vil og glæder sig til. Men på vej til skoene opdager han lige et par legoklodser, som ligner et monster, og dernæst ser han lige en ballon han skal pille ved og så får han sko på, men før jakken kommer på skal han lige prøve at klatre på vores trappe i gangen og hænge lidt på hovedet og kigge ud af vinduet og vinke til naboen og så skal vi lige snakke om, hvem der skal bære tasken og så kan det være vi er heldige at komme afsted. Han er skøn og skør og dejlig.
Jeg elsker mine drenge - både de to små og ham den store. Bekymringer er vist en del af det at være mor - jeg tager det hele med og prøver at gøre det med et smil. Glæderne opvejer heldigvis til fulde alle bekymringerne. Life is good!

tirsdag den 3. juni 2014

Monster maj

Maj måned har været tætpakket. Jeg har været afsted på kommunikationskursus på lækre Svinkløv Badehotel. Nydeligt og dejligt ophold med den smukkeste mad. Jeg nød at være afsted. Men jeg havde det ikke godt med at være væk fra drengene. Jeg savnede dem. Jeg var lykkelig da jeg var hjemme i deres favn igen. Mit hjerte er hos mine kære og det er sammen med dem jeg har det aller bedst. Uanset hvor spændende det så er, at komme ud på oplevelsestur. Jeg har nok en god portion hønemor i mig. Men mit hjerte taler tydeligt og jeg må lære at lytte til det. Så går alting bedst.
Maj måned bød også på koncert med Justin Timberlake i Parken. En stor og vild oplevelse, som sad i kroppen et par dage efter.
Ellers har maj været helt specielt for min søde mands vedkommende. Han har nået en milepæl i sit liv og blev midt i måneden færdig med sin uddannsele på konservatoriet til et brag af en eksamen, hvor han fik ikke mindre end 3 12-taller! Mine svigerforældre var så søde at tage sig af drengene, så jeg fik mulighed for at overvære hans flotte eksamen. Glæde og stolthed prægede de dejlige dage derefter, som blev tilbragt i København i selskab med først mine svigerforældre og dernæst min bror og hans familie. Vi var bl.a. på Den Blå Planet og nød ellers mange dejlige timer i solen på forskellige legepladser. Nød at holde fri sammen og fejre, at Jeppe havde gennemført 5 års studier på flotteste vis. Og nød, at vi kunne vente lidt endnu med at forholde os til, hvad fremtiden den mon bringer. Den står nemlig ret åben nu.
I maj deltog vi også sammen med mit arbejde til Stafet for Livet, hvor jeg spillede et par sange i forbindelse med et foredrag. Også det var en god og meget opløftende oplevelse. Det føltes så livsbekræftende, at opleve så mange mennesker gøre noget aktivt i kampen mod cancer. Mit arbejde gav sportstøj til alle der deltog på vores hold. Her sidder drengene i fine ens trøjer.
Som kulmination på en hektisk måned, havde vi inviteret hele familien og et hold gode venner til Esbjerg for at fejre Jeppes 30 års fødselsdag dagen inden hans rigtige fødselsdag. Vi havde valgt, at invitere i Legeland. Når vi samler en børnerig familie som vores, så er det bare et must, at der er plads at boltre sig på. Det var en dejlig fest med mange timers leg og sjov og en minigolfturnering, hvor alle gæster deltog. Vi nød alle fire, at vores aller kæreste var samlet på et sted. Vi sluttede dagen af hjemme hos os, hvor alle gæster var stuvet sammen i vores lejlighed. Vi har på ingen måde siddepladser til så mange, men det gjorde ikke så noget. Folk slog sig ned hvor der lige var plads. Hygget blev der. Her står den sødeste fødselar med et bærmonster af en lagkage.
Hyggen fortsatte d. 1. juni, som var Jeppes rigtige fødseldag, Hans forældre blev og var med til at vække Jeppe med fødselsdagssang og gaver. Og så passede de drengene mens vi begge deltog i Vestkystløbet. Jeppe løb 9,2 km og jeg løb 4,8. En skøn måde at løbe sig til lidt plads til et ekstra stykke lagkage. Og helt vildt fedt begge to at kunne deltage. Det giver lidt motivation til hverdagens løbeture.
Så tjaaa...det var tætpakkede maj og en lille snert af juni.


mandag den 21. april 2014

Lykken og lillemor

Kære påskeferie
Du må godt fortsætte lidt endnu. Du er så dejlig. Eller du var. Du er slut nu. Og det er vel også fair nok. Men jeg kunne godt nuppe lidt mere af det, som vi har nydt de sidste mange dage. Den der følelse jeg elsker - følelsen af at være med. At være der hvor jeg skal være. At være sammen med dem jeg skal være sammen med. Dem der betyder aller mest for mig. At have tid til at opleve uden at føle sig begravet i logistik, madpakker og vasketøj. Kort fortalt, så har påskeferien i år været helt fænomenal.
Vi startede ud med en dag med påskefrokost hos min svigermors familie. Det var rigtig hyggeligt. En dejlig lørdag i rigtig rart selskab.
Mandag, tirsdag, onsdag var jeg så heldig at have fri. Men min kære mand har en del projekter og var nødt til at blive hjemme for at arbejde. Så jeg tog drengene med på tur mod nord. Jeg var så heldig, at min søster og hendes familie havde taget ferie og havde tid til at have os på besøg. Så vi tog til Aalborg på besøg hos dem. Jeg var spændt på at rejse i tog med Bertil og Alvin, men det gik simpelthen så godt. Det var top-underholdning for Alvin at køre i tog. Han var så sød hele turen. Jeg havde alverdens småting med til afledning, men hverken iPad eller chokoladeknapper kom i brug. I det hele taget har ferien været kendetegnet ved meget lidt indblanden fra teknologi. Og helt uden at vi har skullet opsætte restriktioner. Alvin har stort set ikke efterspurgt det. FEDT og noget jeg kan mærke har været rart og godt at have fri fra.
Hos min søster var de ved at bygge legehus. Så vi var med på leg i haven og fik lov at se, hvordan deres fine legehus langsomt tog form. Alle børnene hyggede sig og nød det ufatteligt smukke vejr. Det er en kæmpe fornøjelse for mig, at opleve Alvin og Bertil hygge sig med sine fætre og kusiner. At opleve dem lege i timevis og kun være blandet ind i enkelte konflikter er en fryd. Alvin var desuden dybt optaget af fætrenes Lego. Jeg har aldrig oplevet ham være så fordybet i noget legetøj før - tror det skal på ønskelisten til næste fødselsdag...
Bertil elsker at gynge - både hos min søster, hos mormor og morfar og hjemme i vores egen have. Godt der er gynger mange steder ;-)
Alvin sidder her på taget af legehuset. 
Bertil leger med sin søde kusine i sandkassen.
Efter et par dage i Aalborg kom Jeppe og hentede os og tog os med til min mor og far. Der var vi resten af påskeferien og suk - det har været guld værd. Vi fik tid til at besøge min kære farmor sammen med drengene, tid til at udforske det smukke engareal der ligger bag mine forældres hus, finde påskeæg i haven, spise min mors lækre mad, tage et smut i badeland og spise is osv... Og så var det dejligt at fornemme relationen mellem drengene og mine forældre. Det var tydeligt at mærke, at det ikke var længe siden vi sidst så dem. Det muliggjorde også, at min søde mand og jeg fik en stor bonus. Min mor og far tog nemlig drengene med i Zoo mens vi fik lov at tage på osetur til Aalborg. Det første år af vores ægteskab boede vi i Aalborg og jeg har boet der næsten hele min studietid. Der er mange dejlige minder gemt i byen. Det var skønt at slentre hånd i hånd ned ad gågaden i solskin, snuse lidt butikker, spise på cafe og ellers lægge mærke til alle forandringerne i byen. Der er sket meget siden vi flyttede for snart fem år siden. Synes Aalborg summer så dejligt. Det var rart at være tilbage for en stund. Og særligt i selskab med min dejlige mand. - Som kan stå på et ben!!!
Den sidste dag af påskeferien har vi holdt herhjemme. Vi skulle lige lande efter de mange dage på farten. Og tænk sig - 2. påskedag har bare budt på endnu flere lykkeligheder. Solen kom frem over middag, hvor vi trak ud i haven. Drengene har boltret sig og vi har fået fjernet det første ukrudt og nusset rundt og nydt solskinnet. Midt i det hele kom vores søde underboere hjem fra deres påskeferie. Der var gensynsglæde hos alle og vi var så heldige, at de kom med i haven og hyggede sig sammen med os. En kæmpe velsignelse med en have. En kæmpe velsignelse med gode venner, dejlig mand, de sødeste børn, skøn familie og FERIE. Lykken er i min krop - den må godt blive der. Lillemor her er ikke helt klar til hverdagen. Ferieboblen er alt for rar. I morgen melder hverdagen sig igen, men på en lidt ny måde. En måde hvor jeg har lidt mere fri herhjemme sammen med drengene. Det føles så rigtigt.
Lykken er i dem jeg elsker.