Bekymringsfuld

Juni måned startede godt. Jeg glædede mig til pinsen - den første weekend i juni - fordi vi ingen planer havde overhovedet. Bertil blev syg i løbet af fredagen op til pinsen med høj feber. I løbet af pinsen fik han det stille og roligt dårligere og dårligere, så vi 2. pinsedag tog ham med til vagtlægen, som konstaterede mellemørebetændelse og gav os recept på penicillin. Om tirsdagen virkede det til, at han havde det lidt bedre og vi håbede, at han bare skulle have tid til at komme sig. Men i løbet af tirsdag aften fik han det pludselig dårligere og med en hvæsende vejrtrækning. Han lå hos os i sengen hele natten og det var ikke meget jeg fik sovet. Jeg var så bekymret for, hvad der var galt. Om morgenen gik jeg til lægen som sendte os direkte til sygehuset med formodet lungebetændelse. På sygehuset foretog de forskellige undersøgelser på Bertil. Det var hårdt for ham at skulle igennem blodprøver og røntgen og blive lyttet på og lyst på osv...han græd og græd og nok mest fordi han havde det virkelig skidt og bare ville have ro. Bertil faldt godt i søvn da undersøgelserne var overstået og sov en lang lur. I løbet af den lur fik han det lidt bedre og lægen fik svar på prøverne, som ikke viste tegn på lungebetændelse. Det var dejligt. De valgte at beholde os natten over for at sikre sig, at Bertils tilstand blev stabil. Han fik en masse panodil for at lindre ubehaget og så fortsatte han ellers på penicillinkuren for mellemørebetændelse. Om aftenen kom han lidt på benene igen og fik ovenikøbet lidt indenbors. Om natten sov han fuldstændig roligt og efter et ekstra lægetjek fik vi lov at komme hjem igen torsdag formiddag. Siden torsdag har han stille og roligt fået det bedre og blev så rask i løbet af weekenden, at han sagtens kunne komme i vuggestue igen om mandagen. Glade, friske Bertil er med andre ord tilbage igen. Det er så dejligt.

Det var en overvældende uge fuld af bekymringer. Jeg gik omkuld om fredagen med en omgang migrænelignende hovedpine og kunne godt mærke, at det vist "bare" var en reaktion ovenpå bekymringerne.

Men Bertil er tilbage igen. Og han bliver sødere og sødere. Eller - vi lærer ham bedre og bedre at kende efterhånden som han udvikler sig. Han er virkelig en glad dreng, som gavmildt deler ud af smil, grin og kys. Han øver sig disse dage vældigt i at hoppe og kan godt lige få begge fødder til at lette. Derudover kommer der flere og flere ord ud af hans mund. Han suger helt vildt til sig af nye ord lige nu og forstår rigtig meget af hvad vi siger til ham. Det er så dejligt. Han har længe sagt far, men er nu også begyndt at sige 'boar', som betyder mor. Når han vil gynge siger han 'nani' og så fortæller han glædeligt om bus, tog, båd, babu (bil) og aller mest ivrigt om kokkar som betyder helikopter. Udur er yoghurt og Dati er Bertil. I virkeligheden kan jeg slet ikke følge med i alle de ord han efterhånden kan. Sideløbende med ordene bruger han stadig en masse tegn. Jeg er stadig helt vild med babytegn. Det er et fedt koncept, som i hvert fald for vores del har været hele indsatsen værd. Bertil bruger ord, når han kan og ellers tyr han til tegnene. Det supplerer hinanden så godt i den alder han har nu.

Alvin - vores stærke storebror, holder godt ud. Når Bertil gang på gang er røget ned med flaget, så bliver han på benene. Heldigvis for det :-) Han er en dejlig, nysgerrig, fræk, kvik, drillesyg, oplevelsessulten og følsom superheltedreng, som næsten ikke kan vente med at blive 4 år. Han er stadig meget optaget af sine egne universer, som beboes af diverse superhelte og skurke. Han udfordrer os og holder os til ilden, hvad bl.a. grænsesætning angår. Men han er så elskelig og dejlig og en rigtig sød storebror for Bertil. De har deres helt naturlige, små skærmydsler, men aller mest har de det sjovt med hinanden. I dag lavede Alvin og jeg bananpandekager. Han stod, som sædvanlig ;-) med fingrene nede i dejen. Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg ham til at forstå, at det ikke var så lækkert. Da jeg lidt senere spurgte ham, hvad det bedste var ved at være Alvin, så svarede han: "Det er at dyppe fingrene i det der". Et dejligt bevis på, at Alvin lever i nuet. Han bliver også ultra nemt distraheret. Vi kan være på vej ud af døren til noget han vildt gerne vil og glæder sig til. Men på vej til skoene opdager han lige et par legoklodser, som ligner et monster, og dernæst ser han lige en ballon han skal pille ved og så får han sko på, men før jakken kommer på skal han lige prøve at klatre på vores trappe i gangen og hænge lidt på hovedet og kigge ud af vinduet og vinke til naboen og så skal vi lige snakke om, hvem der skal bære tasken og så kan det være vi er heldige at komme afsted. Han er skøn og skør og dejlig.

Jeg elsker mine drenge - både de to små og ham den store. Bekymringer er vist en del af det at være mor - jeg tager det hele med og prøver at gøre det med et smil. Glæderne opvejer heldigvis til fulde alle bekymringerne. Life is good!