tirsdag den 3. juni 2014

Monster maj

Maj måned har været tætpakket. Jeg har været afsted på kommunikationskursus på lækre Svinkløv Badehotel. Nydeligt og dejligt ophold med den smukkeste mad. Jeg nød at være afsted. Men jeg havde det ikke godt med at være væk fra drengene. Jeg savnede dem. Jeg var lykkelig da jeg var hjemme i deres favn igen. Mit hjerte er hos mine kære og det er sammen med dem jeg har det aller bedst. Uanset hvor spændende det så er, at komme ud på oplevelsestur. Jeg har nok en god portion hønemor i mig. Men mit hjerte taler tydeligt og jeg må lære at lytte til det. Så går alting bedst.
Maj måned bød også på koncert med Justin Timberlake i Parken. En stor og vild oplevelse, som sad i kroppen et par dage efter.
Ellers har maj været helt specielt for min søde mands vedkommende. Han har nået en milepæl i sit liv og blev midt i måneden færdig med sin uddannsele på konservatoriet til et brag af en eksamen, hvor han fik ikke mindre end 3 12-taller! Mine svigerforældre var så søde at tage sig af drengene, så jeg fik mulighed for at overvære hans flotte eksamen. Glæde og stolthed prægede de dejlige dage derefter, som blev tilbragt i København i selskab med først mine svigerforældre og dernæst min bror og hans familie. Vi var bl.a. på Den Blå Planet og nød ellers mange dejlige timer i solen på forskellige legepladser. Nød at holde fri sammen og fejre, at Jeppe havde gennemført 5 års studier på flotteste vis. Og nød, at vi kunne vente lidt endnu med at forholde os til, hvad fremtiden den mon bringer. Den står nemlig ret åben nu.
I maj deltog vi også sammen med mit arbejde til Stafet for Livet, hvor jeg spillede et par sange i forbindelse med et foredrag. Også det var en god og meget opløftende oplevelse. Det føltes så livsbekræftende, at opleve så mange mennesker gøre noget aktivt i kampen mod cancer. Mit arbejde gav sportstøj til alle der deltog på vores hold. Her sidder drengene i fine ens trøjer.
Som kulmination på en hektisk måned, havde vi inviteret hele familien og et hold gode venner til Esbjerg for at fejre Jeppes 30 års fødselsdag dagen inden hans rigtige fødselsdag. Vi havde valgt, at invitere i Legeland. Når vi samler en børnerig familie som vores, så er det bare et must, at der er plads at boltre sig på. Det var en dejlig fest med mange timers leg og sjov og en minigolfturnering, hvor alle gæster deltog. Vi nød alle fire, at vores aller kæreste var samlet på et sted. Vi sluttede dagen af hjemme hos os, hvor alle gæster var stuvet sammen i vores lejlighed. Vi har på ingen måde siddepladser til så mange, men det gjorde ikke så noget. Folk slog sig ned hvor der lige var plads. Hygget blev der. Her står den sødeste fødselar med et bærmonster af en lagkage.
Hyggen fortsatte d. 1. juni, som var Jeppes rigtige fødseldag, Hans forældre blev og var med til at vække Jeppe med fødselsdagssang og gaver. Og så passede de drengene mens vi begge deltog i Vestkystløbet. Jeppe løb 9,2 km og jeg løb 4,8. En skøn måde at løbe sig til lidt plads til et ekstra stykke lagkage. Og helt vildt fedt begge to at kunne deltage. Det giver lidt motivation til hverdagens løbeture.
Så tjaaa...det var tætpakkede maj og en lille snert af juni.


1 kommentar: