lørdag den 1. marts 2014

S.P.RING

Burde forberede undervisning, meeen...jeg er lige nødt til at skrive lidt her, for at huske mig selv på, hvor hurtigt alting kan vende. Til det bedre altså!
Sidste lørdag tilbragte jeg på børneafdelingen med Bertil. Jeg havde set frem til en rolig weekend, hvor jeg bl.a. skulle mødes med min mødregruppe. Men det hele blev anderledes end ventet. Og pyt nu med det. Det vigtige er, at den forgange uge har været god. Både Bertil og Alvin har sovet eksemplarisk godt de fleste nætter. Så søvnen kom på plads for en gangs skyld, og det har givet overskud. Bertil har derudover haft det rigtig godt og har langt mere mod på livet lige nu. Og så startede weekenden helt eminent med fredagsrengøring, hygge med drengene, bagning af årets første fastelavnsboller og biograftur!! Yes! Et dejligt vennepar fra vores kirke tilbød sidste søndag at passe drengene, så vi kunne komme lidt ud. Så vi var i biffen i går og så "12 years a slave". En frygtelig barsk film, som udfordrede min sensitive side til max. Men flot var den, storslået og lærerig. Efter filmen tog vi et smut på cafe for at fordøje filmen lidt og hyggesnakke. Vi kom hjem til to sovende drenge, som havde hygget sig og heldigvis havde været nemme at passe og putte. Åh hvor er vi taknemmelige for gode venners hjælp. Jeg har kunnet mærke hele dagen i dag, at vi fik et frirum sammen i går aftes. Efter hårde vintermåneder var det guld at gå ud af døren sammen og vide, at drengene var i de bedste hænder og vide at vi kunne være bare os to sammen. Ja - partid er sundt! Og sundt og rart at komme lidt ud. Det giver energi.
Dagen i dag - årets første forårsdag - startede stille og roligt med puttedrenge i sengen. Vi spiste dejlig morgenmad og så har vi endelig fået løbeskoene på igen. Jeg tog min første korte tur i tirsdags. I dag tog Jeppe initiativ, hvilket som regel smitter af på mig. Så vi fik os en kort tur begge to. Vi skal jo lige have gang i de stive vinterben, så her i begyndelsen er det kun korte ture ;-) Alvin og jeg tog derefter i teateret for at se "Halløj i huskeland" - en sød børneforestilling. Alvin var vældig optaget af stykket. Ligesom det var rart at være afsted bare Jeppe og jeg i går, var det rart at være alene afsted med Alvin i dag. Så hyggeligt. Hjemme igen tog vi os tid til at lege, snakke, læse bøger, spise fastelavnsboller og kramme. Sidst på dagen blev det til en tur på legepladsen alle fire. Og åh hvor er det en fryd at opleve især Bertil boltre sig. Han udforsker verden på en helt ny måde og nyder at bevæge sig rundt og få lov at gå og gå og gå med støtte af en enkelt finger. Hurra for en rask dreng!
Tjaa...behøver jeg sige mere? Det har været en dejlig lørdag! Den er snart slut...måske jeg lige kan nå lidt forberedelse inden øjnene klapper i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar