Bertil er vores skønne lillebror. Fra han var nyfødt har vi vidst, at hans tungebånd var for kort. Hans tunge er hjerteformet og han kan ikke række den længere ud end til kanten af tænderne. Det kan for nogle spædbørn give problemer med at spise af flaske eller ved brystet, men det fandt Bertil hurtigt ud af. Af samme grund valgte lægen at undlade at klippe tungebåndet.
Da Bertil rundede de første 5 måneder begyndte vi at tilbyde ham forskelligt mad med en ske. Han var nysgerrig når vi andre spiste, og vi fornemmede at han var klar til at påbegynde et nyt kapitel hvad angår mad. Men skeen fungerede ikke rigtigt i Bertils mund. Vi prøvede med forskellig mad, forskellige skeer, tilbød ham mad han selv kunne holde ved og putte i munden, afprøvede forskellige gode råd fra venner, familie og sundhedsplejerske osv... Men det gik op ad bakke og det blev det ved med. I stedet for ind i munden og ned i maven kom maden ud af munden. Bertil udviklede en ganske effektiv spytteteknik til det flydende mad, for han kunne tydeligvis ikke li at have det i munden. Det mere faste mad måtte vi til gengæld grave ud med fingrene af hans gane. Maden kom simpelthen ikke langt nok tilbage i hans mund til at han kunne synke det og tungen var ikke til nogen nytte når maden først sad oppe i ganen. Da han var ca 7,5 måned var jeg ved at være desperat af at få spyttet mad i hovedet og ud over mit tøj fra en dreng, der slet ikke kunne forstå, hvad pointen med mad var. Jeg var også ved at være pænt træt af at smide mad ud. Jeg ringede derfor igen til sundhedsplejersken for at få hjælp og blev denne gang rådet til at starte helt forfra igen. Og det hjalp. Om igen og frem med boghvedemel, majsmel osv... Lige pludselig gled det ned. Som om Bertil endelig havde fundet sin egen spiseteknik til det flydende mad. Og for et par dage siden begyndte han også at være i stand til at drikke af en kop og rent faktisk transportere væsken tilbage i munden. Der er fremskridt og de er mærkbare på både humør og nattesøvn.
Mens alt dette madræs har stået på har vi været ved forskellige læger, for der er ingen tvivl om, at det stramme tungebånd volder Bertil problemer. I værste fald kan han også få problemer med at tale. En øre-næse-halslæge tjekkede ham da han var knap 6 måneder, hun ville klippe det, men kunne ikke fordi han havde lidt infektion i halsen. Hun havde sommerferie, så vi kunne først komme igen da Bertil var ca. 7 måneder. Ved den konsultation konstaterede hun, at tungebåndet ikke kun var kort, men også bredt. Så bredt, at hun ikke turde klippe det, da det nok vil kræve nogle sting. Hun sendte derfor en henvisning afsted til sygehuset, som efter lidt tid indkaldte os til forundersøgelse og...da da da dam...i morgen kl. 8:15 har Bertil tid til operation af hans tungebånd. Frem og tilbage og hen og ud og tja...nu bliver der da gjort noget og jeg håber det hjælper ham.
Han skal faste de sidste fire timer før operationen. Det bliver spændende at klare for vores lille mælkeglade ammedreng. Og så er jeg bare ikke fan af det der narkose. Det er næsten det værste. Æv. Jeg ved, at det er et lille og hurtigt indgreb, men at han skal i fuld narkose og at vi skal gå fra ham mens de opererer ham, det ved jeg bliver svært. Og så er der selvfølgelig frygten for alt det værste der kan ske. Men den ved jeg godt jeg ikke kan bruge til noget som helst. Væk med den...frygten. Frem med roen. Og lad det snart være overstået. Er trods alt lykkelig for at leve i en tid, hvor det er muligt at bedøve, så Bertil ikke skal have et tidligt traume og en næsten medfødt frygt for sakse.
Vores lille Buller. Spændt på om han om et lille døgn kan række tunge...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar