Høj på hvidløg

Endnu en uge er gået med en dum krop. Op og ned er det gået. Bedst som jeg troede, at nu gik det godt igen, ja bum, så reagerede min krop på et eller andet. Virus tror jeg. Jeg er ikke så god til det der med at være syg. Men jeg har været så heldig og forkælet, at mine forældre kom ned til os i søndags-og så blev min mor faktisk og tog først hjem i går. En kæmpe hjælp og støtte har hun været. Rigtig godt for mig, for så har jeg fået mulighed for at sove og hvile når jeg trængte. Mor har nusset rundt i lejligheden med støvklud og støvsuger, lavet dejlig mad og ikke mindst taget sig rigtig meget af Alvin og Bertil, som har været det vigtigste. Jeg kan ikke lade være med at tænke på kendsgerningen, at de første timer, dage og uger af et menneskes liv er afgørende og vigtige for et menneskes videre udvikling. Af samme grund dur det ikke som mor at være syg når man har et spædbarn. Min mor har til min trøst leget substitut-mor særligt for Bertil, og der er vist ingen tvivl om, at han har nydt det. Han kaster smil afsted i stimer til min mor og det gør bare glad, at mærke tilknytning dem imellem.
Jeg kunne skrive en lang roman med ynk, men nu er planen altså at blive rask. Jeg spiser hvidløg og ingefær i stimer og giver den gas med C-vitaminer, jern osv... Nu melder helbreddet sig...blev der sagt;-)
Et par billeder skal med indlægget, for lidt har jeg nået at knipse, selvom det er langt mindre end sædvanlig. Lidt billeder fra legestunder og gåtur hjem fra vuggeren og et billede af Alvin der storsmiler med tårer trillende ned af kinderne. Et kendetegnende billede for disse dage. Glæde over livet og hinanden, men også nogle små bump vi skal tackle. Og Alvins humør svinger mindst ligeså meget som mit helbred. Der er ikke langt fra vrede til glæde. Så kort at tårer og smil snildt følger hinanden i hælene. De næste dage vil jeg arbejde målrettet på at opnå balance igen. God weekend derude! Og hurra for søde forældre. Bliver vist aldrig for voksen til at tage imod hjælp fra mine forældre.