lørdag den 20. april 2013

Lun lørdag

A siger aaaah i dag er så rar! Dagen er næsten slut. Status er, at vi har nydt det. Lidt groggy var vi fra morgenstunden, men da vi først kom rigtigt op og ud på tur - Alvin på sin løbecykel, Bertil i vognen og vi to andre på gåben - ja så blev dagen skudt godt i gang. Vi handlede ind, legede lidt på legepladsen og brugte ellers nogle hyggelige solskinstimer i haven. Havestolene kom frem og på opfordring fra Alvin spiste vi frokost udenfor i solen. Vores kære underboere var også i haven, så vi voksne fik en snak og ungerne fik leget lidt. Vi fik nys af vores venlige nabo om, at byens tyrkiske forening i dag afholdt marked med en masse lækker mad. Så vi smuttede også lige der forbi og fik en hyggelig snak med en herboende tyrker og smagte noget lækker mad. V tretiden med lungerne fulde af frisk luft og maverne mætte, gik vi indenfor og faldt lidt omkuld på sofaen. Aftensmaden stod på bananpandekager som Alvin var med til at lave. Og tænk sig, undervejs i aftensmaden faldt Alvin godt og grundigt i staver og strittede ikke spor imod, da vi foreslog nattøj og putning-sjældent syn! Træt og glad var han, da jeg kyssede ham godnat efter en dejlig dag. Han sover sjældent middagslur mere - til gengæld bliver han puttet v 19-tiden og sover som regel tungt og godt i 12-13 timer. Det kræver søvn at vokse og gro!
Min dejlige mand fik den friske indskydelse at slutte dagen af med en løbetur. Så nu har vi begge været afsted og mangler nu kun et bad inden vi slutter dagen af. I morgen er det økodag og vi har planer om for første gang at skulle afsted og se de glade køer danse ud på markerne. Weekend er bare noget så godt!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar